Grid

Det starter med én ildsjæl
– men kræver fællesskab for at lykkes

Arbejder du for at tage virksomheden grønnere veje, men føler du dig nogle gange alene med opgaven? Du er ikke den eneste. I Afkobling 2030’s første to leveår har vi mødt mange engagerede medarbejdere, der sætter vigtige ting i gang – men som mangler opbakning fra ledelsen og kollegerne. Her giver vi fem råd til, hvordan du som ildsjæl kan få hele virksomheden med.

Mange produktionsvirksomheder har endnu ikke oprettet en bæredygtighedsafdeling eller sat et stort team til at drive den grønne omstilling. Tværtimod lander arbejdet ofte hos én medarbejder, der, ved siden af sine øvrige opgaver, også tager hånd om virksomhedens grønne udvikling. 

Én medarbejder, der ser potentialet, tager ansvar og bliver ved og ved.

Fælles for denne type mebejder er også, at han eller hun oftest ikke har en uddannelse inden for bæredygtighed. 

I Afkobling 2030 har vi vi mødt mange virksomheder, der peger på, at det både er en styrke og en udfordring, når virksomhedens grønne strategi ender hos én specifik medarbejder. 

Mange af de fortællinger, vi blandt andet har hørt fra virksomhederne er, at det er en hård opgave at stå alene med og ikke mindst sikre opbakning og engagement fra resten af virksomheden omkring.

“Jeg mangler tid og ressourcer til at implementere de forskellige bæredygtighedsinitiativer. Mine kolleger forstår godt behovet for bæredygtighed, men de er ikke særligt begejstrede eller engagerede i det,” fortæller en ildsjæl hos en af de produktionsvirksomheder, der har været med i Afkobling 2030.

Forandring kræver opbakning

For den ene medarbejder kan som ildsjæl være med til at sætte vigtige ting i gang, men uden ledelsens opbakning og kollegernes engagement bliver arbejdet tungt. En ildsjæl beskriver det faktisk ret præcist:

 ”Der har været møder med relevante personer fra ledergruppen, og det har været svært at få dem til at tage ejerskab om bæredygtighed, så det er hårdt.” 

Flere ildsjæle oplever, at det kan føles ensomt at stå med ansvaret for at få sat gang i virksomhedens grønne skridt fremad. De brænder for at skabe forandring, men selv det største engagement risikerer at falme, hvis man står alene med ansvaret.

Ildsjælen er ofte den, der starter bevægelsen.

Når du som medarbejder går foran, inspirerer du både ledelsen og dine kolleger. Men arbejdet med grøn omstilling i virksomheden er ikke noget, du kan presse igennem som et soloprojekt. Det kræver fælles retning, dialog og mod til at handle sammen – på tværs af afdelinger og roller.

Og her bærer din rolle som ildsjæl en helt særlig styrke. Du er den, der tænder gnisten, får ting til at ske, bygger bro og viser, at arbejdet med at fremme bæredygtighedstiltag ikke kun er en pligt, men en mulighed for at skabe ny energi og værdi for hele virksomheden.

Derfor har vi samlet fem gode råd til dig – virksomhedens ildsjæl – om, hvordan du kan bevare og bygge videre på din gnist og, vigtigst af alt, få resten af virksomheden med.

Fem gode råd til ildsjælen

1. Søg ledelsens opbakning

Du kan nå langt på egen hånd, men uden ledelsens opbakning kan det blive svært at skabe forandring, der varer ved. Ildsjælen kan hurtigt blive overbelastet, hvis ledelsen ikke tager det nødvendige ansvar.


Derfor giver det god mening at bede om mere tid og flere ressourcer – og ikke mindst at være tydelig omkring, at en grønnere udvikling kræver prioritering og klar handling fra toppen af virksomheden.

2. Byg alliancer på tværs af afdelinger

At tage virksomheden i en grønnere og mere klimabevidst retning er ikke en opgave, der kan uddelegeres til én medarbejder eller én afdeling. Det berører produktionen, logistikken, salget – og naturligvis økonomien.

Derfor er det vigtigt at få kolleger fra flere afdelinger og fagområder med. Samarbejde på tværs skaber de mest varige resultater. Når viden deles, kan tiltag fra ét område inspirere og styrke et andet.


Opsøg kollegernes erfaringer og idéer, og gør dem til medspillere i stedet for tilskuere.

3. Skab klarhed og et fælles sprog

En stor udfordring for ildsjæle er, at kolleger kan have svært ved at forstå, hvad bæredygtighed egentlig betyder i praksis. For mange virker det abstrakt: Er det affaldssortering, ESG-rapporter, energibesparelser – eller noget helt fjerde?


Virksomheden har brug for et tydeligt og fælles sprog om de initiativer, der kan rykke jer op ad bæredygtighedskurven. Derfor er det din rolle at oversætte de store begreber til noget konkret og forståeligt.


Jo mere jordnært du gør det, jo lettere bliver det for andre at engagere sig og bidrage til den forandring, I skaber sammen.


4.
Involver kolleger gennem konkrete tiltag

Det er nemmere at engagere dine kolleger, når de kan se resultater her og nu. Selv små, konkrete tiltag kan gøre en stor forskel – for eksempel mindre plast i produktionen, smartere pakning af varer eller simple energibesparelser.


Når kolleger ser, at deres idéer bliver omsat til handling, vokser både ejerskab og motivation.


Det er vigtigt, at alle er med på den krævende, men vigtige, vej mod grøn omstilling – og at alle får mulighed for at komme med input til nye tiltag.


5.
En løftestang til nye forretningsmuligheder

Som ildsjæl kan meget af tiden gå med at leve op til krav og lovgivning. Det er vigtigt – men det kan også føles tungt og lidt som lektier, der bare skal tjekkes af. 

Men det kan faktisk godt være anderledes. De største resultater sker, når virksomheders arbejde med at fremme mere bæredygtige tiltag bruges som en løftestang til at tænke forretningen på nye måder.

Det kan være nye produkter, mere effektive processer, nye services eller smartere måder at håndtere emballage på. På den måde bliver indsatsen ikke kun et spørgsmål om at følge nye EU-direktiver, men en mulighed for at skabe noget nyt, der både er økonomisk levedygtigt og klimaansvarligt.

Om programmet

Afkobling 2030 er udviklet i samarbejde med og finansieret af Industriens Fond. Foreningen drives i et tæt samarbejde mellem Alexandra Instituttet, Teknologisk Institut, FORCE Technology og DDC - Dansk Design Center. 

Sammen med de danske produktionsvirksomheder og økosystemet vil Afkobling 2030 skabe en bevægelse mod et konkurrencedygtigt produktionsdanmark, hvor bæredygtighed og konkurrencekraft går hånd i hånd

Gennem skræddersyet ekspertrådgivning og tæt samarbejde i programmets labs hjælper vi virksomheder med klare prioriteringer, nye værktøjer, konkrete handlingsplaner og skræddersyede løsninger. 

Målet er konkret: I 2030 skal 3.600 danske produktionsvirksomheder have taget de første skridt mod afkobling og grøn omstilling, og 650 virksomheder skal have sat gang i nye initiativer, der styrker deres konkurrencekraft gennem lavere klima- og miljøpåvirkning.

Denne artikel er baseret på indsigter og vigtigste erfaringer, som Afkobling 2030 har gjort i perioden marts 2023 og frem til nu. Du kan læse hele rapporten her.

 Ring eller skriv til Morten
Morten Kjeldgaard
Rekrutterings- og navigationsansvarlig